Jeg skal kunne ånde i min bolig – fortællingen om total renovering

En total renovering af 129 m2 grundplan, 2 etager, hovedhus til gård, bygget i 1901.

En stor tak til Kira Brandt for fotos

I 2012 overtog jeg en gård bygget i 1901. Gården er bygget i gode højkvalitetsmaterialer: Letbrændte sten, kalkmørtel og noget helt utroligt træværk. Dobbeltmuret er hovedhuset, så det er stille luft, der isolerer. Hele gården står på syldsten, hvilket viser sig at være utroligt holdbart. Det gennemgående 3 cm tykke fyrtræsgulv i hele hovedhuset lå ca. 25 cm over jorden – og da det blev brækket op under renoveringen i 2020, så var der ikke ét eneste sted, at det havde taget fugt. Vi tog hele gulvet op og det hele er stort set blevet genanvendt under byggeprocessen. Det er helt vildt højkvalitetsfyrtræ med de smukkeste tætteste årer – tydeligt meget stabilt langsomtvoksende. Fascinerende. Det holder at gøre ting ordentligt.

Jeg overtog et hovedhus, som var godt brugt, slidt. Meget liv var at mærke overalt, det var brugt. OG heldigvis for det. Ingen havde forsøgt at sminke de gamle brune væg til væg tæpper og lasede tapeter og det gamle og gårdens første badeværelse stod stadig, komplet med turkis fliser og badekar. Heldigvis havde de kloge ejere dog udskiftet taget og alle vinduer, så der var taget vare på det væsentlige.

I 2018 begyndte at jeg at tegne med kridt på min overetage. Drømme-indretning skåret i kridtstreger. En meget rå overetage: Kun et råt ståltag fra 1998 og det oprindelige, igen skønne holdbare fyrtræsgulv, som var godt ferniseret. Nu ville jeg i gang med at renovere og det skulle naturligvis være i naturmaterialer og ikke et gram plast. Ikke på vilkår om jeg skal leve i en plastpose. Mit renoverings-mantra har hele vejen igennem været: Det skal holde i 100 år. Jeg vil kun bruge de bedste materialer og jeg vil ikke renovere nogensinde igen i hele mit resterende liv. Jeg bygger for livet.

Jeg var så privilligeret at bygge min overetage sammen med tømrermester Christian Gudiksen med hans assisterende bror, som også er selvstændig tømrermester, Bjørn Gudiksen. Begge opvokset på Hornsherred. Christian med et godt hoved, som i hele sit tømrerliv har gået og undret sig over, hvorfor de konventionelle byggemetoder ikke holder det de lover: Han så for meget råd og forfald, selvom alt var overholdt til punkt og prikke efter byggeforskrifter. Christian tænker selv og begyndte at interessere sig for at bygge med naturligt ventilerede byggematerialer. Efter princippet: Ikke lukke fugten inde. Lad alt være difussions-åbent, så evt. fugt kan vandre i materialerne.

Først lægter på inder-taget, så 2 cm træfiberplader, så en forskalning af træ og derimellem blev blæst 30 cm træfiberuld. Igen 2 cm træfiberplader og så et meget tyndt net, som kunne tage imod det 3mm tyndpudsede lerlag i først klassisk brun lerfarve og siden et meget tyng lag ler i farven lys rød siena. SÅ skal jeg lige love for at det her hus blev varmt, når intet mere fes ud gennem taget. Undervejs blev kvisten godt efterset og alle de bærende bjælker, der var få fugtskader og ingen, som krævede udskiftning af træværk. 120 år mere, skulle de nok klare. Begge gavle blev isoleret med samme metoder. Mod syd erstattede vi det helt slidte vindue med en stor fløjet dør, så der kunne komme meget mere lys ind. Ovenover døren kom en hems, bygget i douglasfyr – og alt andet, vindueskarme, inddækninger til indbyggede skabe og min helt særlige høje-orgel-sofa holdt vi i samme douglas-fyr. Douglas har sådan et smukt rødt skær og det spiller smukt op til den lyse siena røde ler.

Så byggede de mig et soveværelse mod nord i de tungeste lerplader, fordi lerplader er gode til at optage og afgive fugt – klågt i et rum, hvor jeg ånder ret meget i 1/3 af døgnet. Tømrerne byggede mig en høj seng af det gamle tærskeværk, som stod ude i loen. Meget smukt gammelt træ – Og på min endegavl står nr.9326, Kgl. Dansk Patent. Sengen skulle være høj, for så kan jeg lige akkurat sætte mig op og se ud af VELUXvinduet og nyde Isefjorden. Der kom også nogle gode skuffer i sengen, så den tjener til lidt opbevaring. Sengegavlen ombyggede jeg af et sengegavls-lig, som jeg fandt på DBA. Utroligt hvad lidt maling og noget virkelig højkvalitets sennepsfarvet fløjl, kan udvirke.

Vi lod gulvet ligge og det fik en omgang høvl. Det er sjovt nok mere slidt end det gulv nedenunder, selvom det nedenunder har ligget ovenpå jorden. Fyrretræsgulvet ovenpå, på trods af slid, har dog aldrig sat en splint i et legeme. Det blev høvlet og er siden behandlet med sæbe, sæbe, sæbe.

Hele overetagen har skråvægge, selvklart. Vi besluttede at lave en skabsvæg langs hele den ene langside. Bygget i douglasfyr og med kraftige douglashylder. SÅ gik jeg på nettet og fandt en masse brugte gamle finer-låger i mahogni/teak, som tømrerne satte på skinne så de kunne skydes til side, når jeg skal bruge noget i min skabsvæg. Jeg havde et 10 år gammelt indmad til et IKEA-garderobeskab og det inkorporerede tømrerne i skabsvæggen, så der er gode skuffer, som kan trækkes ud, uden at nogen udefra kan se at indenunder de gamle smukke låger gemmer sig en gammel IKEA løsning. Jeg afskyr IKEA og alt deres væsen, men jeg går mere indfor genbrug og det virker.

Jeg fik – også i Douglas fyr bygget et skrivebord, som er en udvidet del af en vinddueskarm, så jeg kan sidde på en høj stol/ eller stå og arbejde, mens jeg ser ud over Isefjorden, nyder gårdens jord og ikke mindst lyset, som altid er nyt. Bordbenene til skrivebordet er fra mine fædrene bedsteforældres tunge smukke egetræsspisebord. Det måtte leve videre og det er dejligt at stå med min bondeslægt.

Den dag, jeg gik på sommerferie i 2019, forlod tømrerne min overetage. Jeg sæbede gulvet alle de gange jeg orkede og så faldt jeg lykkelig om. Vi påbegyndte førstesalen januar 2021. Det tog ½ år med mange skønne skønne sparringssamtaler og utrolig mange ændringer. Ikke meget blev, som det var tænkt, men i samarbejde med vidende og dygtige håndværkere, som forstod mig, min æstetik og mine drømme – så endte det hele med at blive meget bedre, enklere og helt vildt smukt.

”TILTRÆNGT BYGGEPAUSE”

Jeg ville jo også i gang med en total renovering af underetagen. Holdet af håndværkere blev udskiftet, fordi brødrene Gudiksen gik i gang med at bygge bæredygtige typehuse. Igen var jeg heldig og fandt Laxton Mursell, tømrermester fra Kyndby, dygtige MurerMartin, min altid gode VVSér og nabo Bjørn Jensen og så det unge lerpudserhold fra Grobund fra Djursland, ledet af Alexander.

Forår 2020 rykkede fars vidunderlige juletræshold fra Moldova ind. De bor fast i Danmark og får rigtig menneskeløn. Stefan og hans effektive crew, rykkede alting ned og væk og ud. ALT. Alt puds også i lofterne, alle installationer. De tog gulvene op og gravede 70 cm jord/ler ud. Der var kun rå murstensvægge, rå trælofter og huller i jorden tilbage. Jeg boede ovenpå og havde bygget et udendørskøkken med telte og en indlejet toiletvogn. Det fungerede fra april til oktober…hele byggeperioden. Jeg elsker at lave mad, mens vejret rusker. Det er simpelthen så sjovt at stå og simre ved det gamle elkomfur, mens det står ned i stænger. Der skal laves en del mad til sådan nogle håndværkerhold.

Vi forstærkede fundamentet hist og pist, men det stod ret skarpt. Jeg ved stadig ikke hvordan, men shiiit, altså, jeg har rent faktisk sammen med far og Murer-Martin selv lagt de 3 lag af Styropor, som isolerer nedad. Det var noget af et tilpasningsarbejde. OG et kompromis, jeg kunne ikke overskue de mere krævende, nye og mere bæredygtige gulvisoleringsmetoder og dyre. Jeg talte meget frem og tilbage med rigtig mange mennesker og endte med kompromisset Styropor og KUN støbe gulve i køkken, bad, og entreer…og lade gulvene være flydende i de to værelser og i spisestuen. SÅ der blev sparet en del beton. Gulvvarme i hele underetagen, både i støbte og flydende gulve. Endelige en luft til vand pumpe fra DAIKIN (den har kørt upålæageligt i 3 år nu, IKKE et eneste svigt). Sikken en lise, det var at slippe for at fodre et pillefyr, som jeg aldrig helt blev venner med. Det fyr har virkelig givet mig grund til desperate tudeture, indsmurt i kold sod. Kold! Til gengæld også et meget nært forhold til en pillefyrs-ekspert, som endte med at tro at jeg flirtede med ham, så glad, jeg blev, når han fik det genstridige fyr op at køre, efter en af mine fyrbøderderouter. Jeg var bare glad for at få varmen, uden hjælp fra pille-fyrs-ekspert favn.

Tømrer lagde douglasplanker direkte ovenpå varmeslanger og flydende gulve. Gulvet i badeværelset er et terazzo-gulv lavet af meget meget små sten, som jeg selv har samlet og sorteret nede ved isefjorden. Der skulle ikke mange til. Murer lavede det i epoxy, endnu et af de kompromisser, som jeg ikke er stolt af, men der er bare tider, hvor jeg ikke længere orkede at diskutere med genstridige håndværkere.  I entreer, lagde far og Thuse murstensgulve af de mursten, som blev til overs efter at der kom to store fløjdøre i gavlen mod syd. Endelig kom en pro gulvlægger og lagde det sygeste smukke vilde linoleum i køkkenet.

Hov, alt det med gulv, skete naturligvis først efter elektriker og vvs havde trukket alt og holdet af unge lerpudsere flyttede ind i telte og pudsede alle vægge og lofter. Denne gang med tykpuds på 2-3 cm. I lofterne på den helt gamle maner med nye stråmåtter. På væggene direkte på kalmørtel og letbrændte sten. Det hele hænger godt fast. Det var en lise. Ejerne før mig, havde engang i 70érne forsøgt at isolere underetagen ved at sætte sådan nogle lette opslagstavle-agtige plader på 2cm op overalt i huset og så tapetseret. Det var en af hovedgrundene til at jeg satte renoveringen i gang. Ved noget uskyldigt pilleri, fandt jeg ud af at netop den løsning trak rigtig meget skimmel, det spillede overhovedet ikke med de diffusionsåbne vægge. De trak fugt på den forkerte måde og kunne ikke komme af med det. Den slags fejl, er ikke anbefalelsesværdige. I underetagen udnytter vi den meget velfungerende metode, som huset er bygget med, nemlig hulmursisolering. Alle underetagens vægge er nu frie og åndbare. Der kan ikke sættes tapet op i det her hus. Alle vægge skal være difussionsåbne og åndbare. Det virker, og der kommer sjældent en ny gæst i det her færdigrenoverende hus, uden at de siger…”Hvad er det med det her hus? – her er meget rart at ånde. Her lugter rart. Her er en rart atmosfære”  Svaret er sund fornuft, brug håndværkere, som kender deres materialer, stol på dine sanser og på højkvalitets naturmaterialer. De her vægge, kan også udgør et ”lærred” – og min kunstnerven, Mette Brodersen er i gang med at male skønne motiver rundt omkring – indtil videre er hoveddøren blevet en grøntsagsport og entreen fyldt med blomster, men vi er slet slet ikke færdige med at male på væggene.

Så byggede tømrer Laxton et køkken ud af alle de gamle fyrtræsgulve. Et rigtigt landkøkken. Jeg sagde til ham: ”Jeg vil have et køkken, hvor lågerne ALDRIG kommer til at hænge og det skal holde i mindst 100 år. Så sagde Laxton, som også forstår mig helt ind til benet: ”Vi bygger dit køkken af det gamle gulv”. Jeg var lige ved at give mig til at græde af lykke, sikken idé! Det er blevet helt vidunderligt med en tunge egetræsbordplade, engelske fliser og Laxton, der også lige bukkede en vaskeplade i messing og byggede mig et italiensk inspireret opvaske-tørrestativ i træ og en tallerkenrække af resterne af mine bedsteforældres egetræsspisebord. Mette Brodersen pudsede en ler-emhætte, som Laxton havde sat skelettet til i nogle af de gamle tunge fyrtræs-strøer.

Badeværelsets vægge er pudset i marmorpuds. Det mest smukke materiale, du står og glatter det med en tynd spartel til det bliver helt glat og blankt. Det er knust marmor og kalk. Igen diffusionsåbent. Så fandt jeg en gammel marmorvask, som ingen gad eje i et hjørne af en marskandiser og den satte tømrer-Laxton på et bord, skelet bygget af et par murersten og så bordpladen, resten af egetræsspisebordet fra mine bedsteforældre, som pt. optræder 3 meget forskellige steder i huset. Nogle gode armaturer fra Grohe, som vi altid kan få reservedele til.

Nu står huset. Mange af møblerne er bygget af det træ, vi hev ud af huset. Resten er ren og skær genbrug. Jeg kan virkelig anbefale, at få bygget specialmøbler, som passer til huset. Når du har dine genbrugsmaterialer, dygtige håndværkere og du ikke kræver et kompliceret snedker-finish, så er det altså ikke dyrt at få bygget direkte på stedet. OG du slipper for at skulle rave rundt og finde møbler og fragte dem hjem og slæbe og halløj.

Det eneste rum, som ingen nogensinde får lov at røre er det kolde spisekammer mod nord. Det er husets smukkeste og vigtigste rum og det får stå, som det altid har gjort i slidt turkis. Måske dog i dag med nogle lidt mere oversøiske råvarer, men hoveddelen er dog danske bælgfrugter, dansk korn og en hel vildt masse hjemmesyltet og henkogt.

Således går historiens gang. Vi gør klogt i at lære af vores fortid, som indeholder nogle helt vildt fede byggemetoder og materialer, som stadig holder 100% og også langt overgår smarte moderne materialer – og samtidig kan de krydres med alt, hvad vi rent faktisk ved i dag, masser af liv og kreativitet – og ja, så kan vi ånde og leve og bo med fortiden meget skønt og langt ind i fremtiden. Det er mig en gåde, at moderne oplyste mennesker bygger med materialer fyldt med skadelig kemi og bygger huse, som er lukkede som små emsige Tupperware. Håber flere vil tænke over, hvad de udsætter sig selv, deres børn og deres sanser for. Det er nu engang således at mennesker har godt af at kunne ånde, frit.

TILTRÆNGT BYGGEPAUSE

Men jeg går godt nok og begynder at glæde mig meget til at jeg skal til at renovere nogle af mine længer. Det er jo drømmen at den her gård skal have liv i alle længer. Jeg har tid nok – og håb. Jeg bygger jo for resten af mine dage og for de næste generationer.