Realisme eller greenwash?
Kvæg som en vigtig del af fremtidens nordlige, grønne fødevaresystem - realisme eller greenwash?
Jeg har igennem nogle år tilladt mig at stille spørgsmålstegn til en dominerende klimafortælling, nemlig den at kvæg og dermed oksekød, bærer hovedskurkerollen for vores klima-ugerninger. Ikke fordi jeg er klimafornægter, eller bæredygtighedsbedrøvet. Jeg synes selv at jeg indtager en nøgtern midterposition, hvor jeg mindeligt peger på nogle svagheder ved den herskende klima-kvæg-analyse. Svagheder, som jeg mener meget vel kan komme til at ramme os som en boomerang: Med helt åbne øjne træder vi nogle nye og meget ukendte kvæg-strategi-stier med en hast, som aldrig før - uden at det er tilladt at påpege at konsekvenserne af den politisk korrekte klima-kvæg-analyse går ud over dyrevelfærd, jordens frugtbarhed, biodiversiteten, sammenhængskraften mellem land og by og ikke mindst omstillingen af vores danske stærke kvægbrug. Hvis det så bare så ud til at strategien førte til at danskerne valfartede over i en vidunderlig grøn og sund madkultur – men det rykker ikke rigtigt, vel?
Den vidunderlige grønne madkultur – pisk eller gulerod?
Jeg har i 25 år som husholdningslærerinde turneret land og rige rundt og undervist og inspireret mine medborgere til at spise flere lokale sæsongrøntsager med glæde og velbehag. Ikke fordi, jeg har en kostpolitisk dagsorden - læs, jeg er ikke vegetar, og har ingenlunde ambitioner om at mine medmennesker skal konvertere til en særlig madretning. Jeg ved dog én ting fra sundhedslitteraturen, og det er at vi mennesker får langt færre skavanker, om vi indtager en god portion planter, hver dag. I dag er det 1 ud af 10 danskere, som spiser 6 om dagen, og det samlede danske folk er nået op på gennemsnitligt 5 gram tilberedte bælgfrugter om dagen – mod statens klimakostråd, der lyder 100 gram. Min madpraktiske erfaring, støttet af videnskaben omkring vaner og ændringer i madkultur, tilsiger at vi farer meget mere klogt og med lempe og låner af den eksisterende madkultur, og tager udgangspunkt i hvad der er trygt og godt og som danskerne kender, så vi med glæde kan få mange flere planter til at glide ned. Vores egne statslige vedtagne klimakostråd tilsiger hver voksne dansker 350 gram kød om ugen og 250 ml mejeriprodukt + 20 gram ost om dagen. Jeg vil på det kraftigste anbefale at disse mængder af kød og mejeri findeles ud over ugens måltider, både, morgen, frokost og aften. Min påstand også baseret i erfaringer fra omstillinger i kantiner og offentlige køkkener: Det er ikke vegetardagen, der rykker – det er at skære ned over en bred kam og over tid, så spiserne lige så stille vænner sig til ny smag, nye konsistenser og ikke får en oplevelse af at HER BLIVER NOGET TAGET FRA MIG.
Kød og mejeri, står af landbrugsmæssige og kulturmæssige grunde højt på danskernes indkøbslister. Det skal vi have lavet om, ja, men det er ikke det samme som at vi skal forsage produkterne – eller forsage at anvende både deres store accept og smagsglæder blandt rigtig mange danskere til at grundlægge en stærk velsmagende og grøn dansk madkultur. Jeg mener af et fagligt husholdningslærerindehjerte:
“Det går langt hurtigere at inspirere danskerne til at bruge mindre hakket kød i bolognaisen end det gør at inspirere os til at lave bolognaisen uden kød, men i stedet rent af danske linser. Det smarte, der appellerer til flest er, både hakket oksekød og linser i danskernes yndlingsaftensmad”.
Da særligt, når vi kigger ind i bælgfrugtkøkkenet kan kød og mejeri hjælpe med at få de meget ukendte og anderledes råvarer til at blive spist med fornøjelse. I min verden er det klogt at bruge en okseskank til at få ingrid-ærte-suppen til at blive spist op til sidste øse. Det kan gøres indenfor rammerne af vores udmærkede statslige danske klimakostråd. For mig er det vigtigt at vi flytter mange med små skridt, fremfor få med store skridt – jeg mener at det er en klog madkulturs-strategi og den herskende og heftige kød og mejeri klimasandhed står i vejen for en fornuftig midterløsning. Den efterlader rigtig mange danskere med misforståelsen af at en grøn livsstil er det samme som at være vegetar eller veganer. Hvor alle lige nu, råber på pisk, vil jeg gerne bede om mere gulerod. Vel at mærke tilsmagt med stor glæde omhu og ikke uden at den godt kan gøre sig til i en god oksesovs(glace)😊
Hvor blev samtalen om dyrevelfærd af?
Før det fremherskende klimakvægparadigme fuldkomment overtog alle politikeres hjerner og mediernes hovedhistorier, havde vi en levende debat om produktionsdyrernes livsvilkår i dansk landbrug. Der var gode og hede debatter og særligt Dansk Folkeparti var kendte for at redde bevillingerne til fx økologien, fordi gammelkonservative gerne så flere dyr på græs og flere dyr med mere plads. Der var fremgang og fremskridtstro og turbokyllingen blev forment adgang til det danske marked. I 2020 fik vi en dyrevelfærdslov og nu skulle arbejdet virkelig i gang med at sætte nye rammer og mål for dyrevelfærden i Danmark og siden, har der været meget stille på den front.
I dag, hvor alle kvæg i Danmark pinedød enten skal dø eller ændre kraftig livsstil, så er jeg noget af en lyseslukker, når jeg påpeger at jeg synes det er utroligt vigtigt at fremtidens animalske fødevarer også får en betydelig velfærdsstigning. Blandt kvæg har vi altid avlet efter særlige egenskaber, nu går avlen efter de dyr med laveste co2 og metanudledning – et skridt der kommer til at tage tid, men avlen taler om 25% reduktioner mulige indenfor måske 20 år.
“Hvor filmen knækker for mig, er at den rigtig store konventionelle kvægproduktion redder sig selv ved at sætte sin lid til et kemikalie fra Schweiz, som til den samlede pris af 1 mia. danske kroner årligt, angiveligt skulle kunne reducere metanudledningen fra det danske kvægbrug med 15-25%”.
Jeg synes det lyder som en alvorlig indgriben ind i kvægets naturlige biologi udover at vi ingen anelse har om, hvorvidt dyret får langvarige skader og ej heller hvordan det påvirker den mad, som vi mennesker får ud af kvæget. Syns hellere vi skulle bruge den milliard årligt på bedre dyreliv.
Det er også blevet legitimt at mene at kvæg skal på stald hele sit liv og gerne så tæt, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt i et lukket system. Endog kan særligt kreative fagpersoner forestille sig, at vi i et så hermetisk lukket kvæg-system, simpelthen kan suge alle uddunstninger fra kvæget op til brug for energiproduktion og slige grønne formål. Jeg rækker lige hånden op og spørger frækt: Sig mig, har vi ingen skam i livet? Kvæg er kæmpestore stærke dyr, hvordan kan vi forsvare at det skulle være sundt og godt for de smukke dyr at stå tæt sammen i stald, i deres hele liv? Hvordan får de opbygget muskler, hvordan får de en sund tarmflora, når alt foder ankommer helt rent og serveret, uden egeninvestering? Hvor kommer den indre ko-glæde fra, når kvæget ikke kan trække sig lidt væk og ligge i græsset og tygge drøw med sol, regn, vind og vejr til at holde huden og humøret?
Jordens frugtbarhed og biodiversitet – vi er en del af et biologisk system og græs er den bedste afgrøde her i norden
Så dyrvelfærdsdebatten skal holde sin kæft af hensyn til klimadagsordenen og dyr skal på stald, for så kan vi kontrollere og have styr på VORES klimabelastning. Det er ikke kun et stort problem for dyrevelfærden, som jeg ser det. Vi overser også en meget vigtig faktor i vores åbne land: Nemlig en meget tæt og stærk samhørighed mellem kvæg på græs, deres kokasser, biodiversiteten, jordfrugtbarheden og ikke mindst at græs er den mest effektive afgrøde, vi overhovedet kan dyrke i vores nordlige fødevaresystem.
400 insekter, siger biologer, er knyttet til al slags lort i det åbne landskab. Lort fra vilde dyr, men naturligvis også kolorten, som helt siden før, dansken var opfundet, blev lagt hisset og pisset af uroksen og siden dens mange efterkommere. Igennem tusindvis af år, har vores nordlige flora og fauna udviklet sig i samspil mellem store græssende dyr i landskabet, deres efterladenskaber, insekter, fugle og vilde dyr.
“Det er skønt, at betragte sådan en kokasse, tabt ude på et græsareal. Der går ikke meget tid, før den er fyldt med insektliv, biller, fluer, afkom, æg, larver”.
Alt dette liv tiltrækker det åbne landskabs fugle, som hakker og piller og vupti er kokassen nærmest forsvundet, omsat af det småtte og det flyvende. Det går stærkt, alt efter vind og vejr. Det er cyklus. Det er grundlaget for liv og biodiversitet i det åbne land. Kokassen sætter en levende buffet til rådighed for alle vores insekter, som vi ellers begræder tabet af. Det er en vel og meget langvarigt udviklet fødekæde, som vi sætter på stop ved at sætte kvæget på stald. Eller endnu værre: Opgiver kvæg i vores græsland.
Samtidig forpasser vi i stilhed samtalen om den frugtbare jord. Jeg ved ikke om det skyldes at vi sov i biologitimen eller fordi det er for stort et kompleks at forstå: Jord er levende. Jord er ikke et vækstmedie, som vi bare kan bruge og bruge af til uendelig tid. Jorden... mulden... som giver os mad, kilojoule og næringsstoffer - ja, det magnesium, som er i din gulerod, kommer fra magnesiumpuljen i jorden, hvis den er der og er tilgængelig. Mulden, det store kompleks af stærke kulstofforbindelser, kaldet hummus, sand, silt og ler. Mulden, skal holdes i live og gerne være mangfoldig og levende af svampe og mikroorganismer. I den sammenhæng er både græssende dyr og de efterladenskaber, som de gør på stald om vinteren, i komposteret tilstand, rent guld og guf for mikrolivet i jorden og altså meget vigtige komponenter ift. at holde vores muld, sund og leveringsdygtig i sunde fødevarer i generationer frem. Den rigeste spise, vi overhovedet kan give mikroorganismer i jorden.
Græsset er i den her sammenhæng hele grundlaget for at et fødevaresystem under vores breddegrader kan hænge sammen med både mejeri- og oksekødsproduktion OG samtidig sikre en stor og mangfoldig planteproduktion. Flermavede dyr, som kvæg og får er de eneste dyr, som kan omsætte det, som intet menneske kan fordøje; nemlig græs. Græs er meget smart her, hvor vi bor og absolut vores mest effektive landbrugsafgrøde - altså den afgrøde, som kan lave flest kiljojoule pr. hektar med det laveste input – og det skyldes at græs har den længste vækstsæson af alle vores nordlige landbrugsafgrøder. Græs laver fotosyntese fra slut marts til nogle gange, og begrædeligt nok med vores klimaforandringer, helt ind i december.
Samtidig passer græs rigtigt godt på alt vores lave opland til fjord, hav og vandløb. Græs tåler oversvømmelse. Græs passer godt på alle arealer, der ikke egner sig til at maskiner skal høste, det være sig bakket, stenet, sandet, sværtfremkommelige arealer, lysåbne sletter i skove og på naturarealer. Ikke mindst er kløvergræs en fremragende afgrøde i et sundt landbrugssædskifte. Ergo, er der rigtigt meget areal i vores land, som egner sig til evigt eller lejlighedsvist at ligge i græs. Græs, der henlægger, uden at de store drøvtyggere kommer over det og æder til, skygger sig selv ihjel, trækker mindre kulstof ud af luften til fotosyntese, fordi det er i lav vækst og ikke mindst får det ikke lange stærke rødder, som kan holde på jorden i ekstremt og vildt vejr.
“Græs og kvæg er et dynamisk ægteskab, hvor den ene stimulerer den anden og så fremdeles i en uendelig ring - sælføli kun i systemer uden overgræsning – og så hjælper kvæget til at åbne naturarealer ikke springer i skov, for de æder alle små vedplanter, der vil dagens lys”.
Jeg kan i min vildeste fantasi ikke forestille mig at en maskine, et menneske... nogen, kan opfinde noget så energieffektivt og smart, som at sende kvæget ind og lave mad på alle de arealer, som mennesker ikke kan spise af og som maskiner ikke kan høste på og som naturen har brug for bliver holdt lysåbent og vilde.
I kan komme med alle jeres kunstige kød og mælkeefterligninger. Intet fuldkomment regnestykke vil vise, at det er mindre effektivt at lade en ko hente sin egen mad og lave det om til vores mad – endog mad, som er utrolig energi- smags- og næringstæt. Ingen videnskabsmand kommer nogensinde til at lave så rige produkter med så lavt input, som kvæget kan. Dans I bare om den nye store guldkalv, som åbenbart er stålkar med sindrigt udtænkte kunstige efterligninger. Den dans bliver uden mig – for det er uigennemtænkt og direkte skadeligt for menneskers sundhed og i øvrigt meget energiforbrugende. Jeg vælger det smarte, decentrale og robuste fødevaresystem: Kvæget og græsset, som ikke bare stopper med at producere mad, fordi Putin slukker for gassen eller andre slukker for oliehanerne. OG nej, der er ikke grøn energi i verden nok til at al vores mad, kan produceres i store tanke. Det er biologien og samspillet i vores åbne land, som også kommer til at sætte kalorierne på bordet i fremtiden – klart nok i en klog bæredygtig balance.
Sammenhængskraften mellem land og by –samfundskontrakten, der blev væk
Landbruget er under et forandringspres som aldrig før. Et globalt marked og et globalt klimasystem, et gældspres, et generationspres og ikke mindst en slags identitetskrise oveni. Det har muligvis tilligemed aldrig stået så elendigt til med landbrugets omdømme i samfundet, som nu.
Som husholdningslærerinde har jeg set til at landbruget igennem min faglige karriere har talt mindre og mindre om at lave sunde produkter, altså fødevare med et højt og tæt indhold af de næringsstoffer og molekyler og emner, som giver meget vitale og sunde mennesker og tarmfloraer. Igennem de sidste 25 år, har landbruget talt mere og mere og højere og højere om KVANTITET. Jeg tror at landbruget overser at dets store fokus på effektivitet ikke appellerer til os, som spisere, for vi er ikke kun munde der skal proppes. Vi vil faktisk gerne være sunde, stærke og have børn, som holder sig raske igennem hele livet. En del af det at få genoprettet en samfundssamtale med samfundet, bunder også i at vi skal have meget mere samtale om, hvilke langkædede fedtsyrer, der er i mælk, som udelukkende er fremkommet på fodring med græs til forskel fra den mælk, som er fremkommet på kraftfoder, soja og ensilage. Den dagsorden er forstummet og jeg er som husholdningslærerinde ret kritisk overfor det gamle paradigme om at drikke mælk, fordi det er sundt. Det var sundt, dengang magre underernærede børn, fik en kærkommen skolemælk i deres skoletid. Landbruget må vågne op til den samfundsdagsorden, som vi er en del af: Vi er ikke længere i mangel af kilojoule, vi er i mangel på sundt indhold.
“Her har kvæget det hele at byde på. Mejeriprodukter og oksekød i højeste ernæringsmæssige kvalitet er en del af en sund grøn lokal og dansk madkultur – det kræver naturligvis at vi spiser rigtig mad i fremtiden”.
Samtidig iagttager jeg i mit daglige arbejde, hvordan politikeres målsætninger for klimareduktioner i de offentlige køkkener er med til at skære oksekødet ud af den offentlige danske bespisning i plejehjem, daginstitutioner, dagtilbud, kantiner og på sygehuse. Det skyldes at oksekød for nuværende har ret høj klimabelastning i de tabeller, som ligger til grund for opgørelserne. Så en nem og bekvem metode for mad-arbejdere i de offentlige køkkener er at skære oksekødet helt ud af menuerne. Jeg forstår det godt. Det er et hurtigt og smart greb. Det som jeg anfægter er at vi længe i Danmark har haft en tradition for at vores aktive fødevarepolitik også trækker en omlægning af vores landbrug. Et meget nærværende, stort og smukt eksempel er målet om at alle offentlige køkkener, skal have 60% økologi. Det mål har i den grad skabt omlægning af danske arealer til økologi og i øvrigt også beviseligt sundere og mere klimavenlig mad. For nuværende skærer de offentlige køkkener oksekødet væk. Så erstatter vi med vegetariske retter, eller med ingredienser af lysere kødtyper. Sagen er bare at dette både skubber på udviklingen af endnu billigere kylling, vores netop tilbagevendte turbokylling eller endnu værre og ja, det virker måske overraskende, men rigtigt meget af det kyllingekød, som bliver spist uden for hjemmet i Danmark er avlet og slagtet i Asien. Vores madpolitikker skubber ikke på, at vi får udviklet det kvægbrug, som vi gerne vil have i vores eget land. Det er et meget stort dilemma, som hverken er motiverende for køkkenmedarbejdere eller perspektivrigt for vores danske landmænd.
Fra mange sider kommer nøk til et brud på den samfundskontrakt som er mellem de producerende og de spisende. Landbruget maler sig selv op i et effektivt produktionshjørne med mere og mere uforståelige og madfjerne budskaber og løsninger og vi spisere, tager mindre ansvar for det, som skaber vores landskab i vores land: Det vi spiser, skaber det landskab og det liv i landskabet, som vi spiser os til. Det er rigtigt vigtigt, for vi kan ikke skabe et bæredygtigt grønt fødevaresystem, uden at politik bliver til handlinger med retning og håb. Det har vi allesammen brug for, særligt i svære tider. Jeg kan ikke anbefale kompromisset og midtersøgningen nok i den her sammenhæng. Det er der, hvor vi får allerflest danskere med og kan rykke nogle arealer.
Mindre og bedre – det både smager og er en fremkommelig strategi for de mange
Jeg står bag de statslige danske klimakostråd og jeg synes at det er rigtigt vigtigt, at vi har en stor og åben debat om, hvordan vi kan nedbringe antallet af husdyr i Danmark, så der er balance mellem de arealer, vi selv kan lave foder på og det antal dyr, som vi har plads til – og altså dermed også næringsstofbalancen, som lige nu hælder til den forkerte side af vores åer, fjorde, farvande, have og vandløb. Der skal store forandringer til. Jeg mener dog at tidens klimakvægparadigme skaber meget mere ravage end gavn for at vi når i mål med mangfoldige løsninger, som bidrager til sunde bæredygtige liv på en planet i sprudlende balance med biodiversitet, jordfrugtbarhed, dyrevelfærd, udveksling mellem land og by og ikke mindst glæden ved en vidunderlig mangfoldig grøn madkultur, hvor planter fylder meget og højkvalitets mejeri og oksekød fylder mindre, men smager af mere. Og som de mange vil sætte sig til det daglige bord og nyde - både hjemme ved spisebordet, i kantinerne, på restauranterne og i alle vores offentlige køkkener.
For mig er det blodig realisme at vi er nødt til at samtænke løsningerne på vores sundhedskrise, klimakrise, biodiversitetskrise, dyrevelfærdskrise, frugtbarhedskrisen i et nyt og meget komplekst bæredygtighedsparadigme - og hvis det at jeg stiller disse kritiske spørgsmål og tanker til den herskende kvæg-klima-dagsorden, gør mig til en greenwasher, så har vi den grad også en demokratisk krise.
